Hippierne på egnen

 
onsdag D. 31. oktober 2018, kl. 11.30
Onsdag havde gymnasiet besøg af journalist Martin Schultz, der gav eleverne et indblik i en anderledes måde at leve på. Han fortalte om kollektivistbevægelsen på Djursland, som han selv var en del af i 70'erne.

Til sommer er det 50 år siden, at Martin Schultz blev student på Sorø Akademi. En kostskole med hård disciplin og en hverdag langt fra kollektivet på Djursland, hvor han senere slog sig ned. For at forstå sammenhængen blev eleverne på Mariagerfjord Gymnasium taget med på en tidsrejse i Danmarkshistorien. Tilbage til efterkrigstiden med solide familiestrukturer og op igennem 60’erne, hvor velfærdssamfundet blev sat på skinner, og familierne flyttede ud i egne huse afskærmet af ligusterhække. Som en modreaktion buldrede ungdomsoprøret, hvor unge gjorde oprør mod forældrenes normer og satte livskvalitet på dagsordenen. Tidsånden skiftede, forklarede Martin Schultz, og man begyndte at tro på, at man kunne indrette sit liv og samfundet på nye måder.

Thylejren blev grundlagt i 1970, Christiania året efter, og kollektiverne opstod overalt i Danmark - fra 10 i 1968 til 15.000 i 1974. Også på Djursland slog hippierne sig ned og eksperimenterede med måden at leve sammen på. De drømte om friheden til at gøre lige præcist dét, de havde lyst til - og de gjorde netop det, de havde lyst til. ”Der blev rullet nogle joints og røget nogle piber”, fortalte Martin Schultz med et smil. Kollektivisterne levede i fællesskab med andre og boede i naturen, hvor de kunne være selvforsynende med husdyr og store køkkenhaver (naturligvis dyrket uden giftstoffer).

Ifølge Martin Schultz var det en kæmpe opgave at få et hus med syv-otte voksne og børn til at løbe rundt med fælles husholdning, økonomi og børnepasning. Desuden kunne folk ikke altid regne med at have eget værelse, men måtte slå sig ned på fx en hems, et udhus eller måske i en brugt skurvogn. Familielivet havde hårde odds, hverdagen var ofte et svingdørsliv med skiftende beboere, og folk blev slidt ned og flyttede. Hverdagen var altså ikke kun fest og farver, og antallet af kollektiver faldt drastisk op igennem i 80’erne. Men trods dét formåede kollektivismen at bane vejen for nutidens bofællesskaber, forklarede Martin Schultz og sluttede fællestimen med et stort bifald fra eleverne.

Flipperne på egnenFlipperne på egnen