Hvad rimer på bæltetaske?

 
fredag D. 26. oktober 2018, kl. 08.49
Torsdag eftermiddag havde gymnasiet besøg af Rudbæk og Iris fra RaPolitics. De inviterede musikelever fra 2.lm og 3.b til en workshop med hiphop, skarpe budskaber, rim, rytmer og håndtegn.

Mariagerfjord Gymnasium tog forskud på Spil Dansk Ugen, da de to kunstnere besøgte skolen med en musikalsk workshop om hiphop og demokratisk mod.

I musiklokalet startede Rudbæk og Iris med at vise en række eksempler på, hvordan man kan udtrykke sine holdninger gennem fx events, graffiti og rap-tekster. Dét skabte en livlig debat om, hvad der egentlig er kunst, og hvordan man kan udtrykke sine holdninger på en anderledes og effektfuld måde.

Herefter blev eleverne inspireret til, hvordan de kunne omsætte deres egne meninger til rap-tekster, og hvordan de kunne hægte ordene sammen med kreative rim. Værktøjskassen med de sproglige virkemidler var stor, og musikeleverne blev opfordret til fx at rime på dialekter, slang og dobbeltstavelser - og til at bruge både bogstavrim, gentagelser, metaforer og meget mere.

Optanket med meninger og rim blev eleverne nu kastet ud i en ”rim duel”, hvor de kæmpede om at finde ord, der fx rimer på bæltetaske og landmine. Derefter skulle eleverne lave deres egen rap-tekst om et aktuelt emne - friskplukket fra nyhedsstrømmen på nettet - og som afslutning opførte de deres skarpe budskaber for hinanden med rim, rytmer og håndtegn.

Her kan du læse mere om Rudbæk og Iris. Læs også mere om RaPolitics her.

Hiphop
Hiphop
Hiphop