The Final Countdown

 
torsdag D. 16. maj 2019, kl. 10.41
Onsdag aften holdt gymnasiet fest for alle afgangselever og deres lærere. Festen sluttede med jubel og tårer ved midnat, da hele eksamensplanen blev afsløret - nu begynder læseferien.

Inden den hektiske eksamensperiode blev skudt i gang, var det tid til årets afgangsfest for eleverne i 2.hf, 3.htx, 3.stx og 3.vhf. Her mødtes eleverne og deres lærere til fællesspisning, underholdning, livebandet The Badgers (der selv blev studenter sidste år) og dans. Flere klasser benyttede desuden lejligheden til at takke for gymnasietiden og overrakte flotte gaver til deres lærere.

Festen var også præget af en smule nervøsitet omkring de kommende eksamener. For mens eleverne på hf-uddannelsen allerede kendte deres eksamensfag, var det uvist, hvilke eksamener der ventede eleverne på htx og stx. Skulle de fx op i mundtlig Tysk, Matematik eller Historie? Hele aftenen lød det ”Åh, bare vi skal op i…” eller ”bare vi nu IKKE skal op i…”

Kort før midnat blev spændingen udløst til tonerne af ”The Final Countdown”. Lyset blev tændt, og eleverne (og deres lærere) fik endelig besked om deres afsluttende eksamener, og hvornår studenterhuen kan sættes på hovedet.

I år kan Mariagerfjord Gymnasium fejre over 240 studenter med huer i forskellige farver. Efter den sidste eksamen får de studenterhuen på, mens eksamensbeviserne bliver overrakt ved dimissionen fredag d. 28. juni.

Se flere billeder fra festen i fotogalleriet her.

Afgangsfest 2019Mange klasser greb mikrofonen og holdt taler, lavede konkurrencer eller - som 3.e på billedet her - underholdt med en sang, de selv havde skrevet.