Bidt af bioteknologi

 
tirsdag D. 20. august 2019, kl. 09.55
Ingen planer for efterårsferien? Her er en god idé: Tag på Biotech Academy Camp 2019 og mød gymnasieelever fra hele landet, der også har lyst til at fordybe sig i bioteknologiens verden – helt gratis.

Campen afholdes d. 12-19/10 2019, hvor engagerede gymnasieelever fra hele landet samles på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). I år er temaet ”Skimmelsvampe som bioteknologisk proteinfabrik”, og der vil være masser af ”hands on”-arbejde i laboratoriet. Der vil også være besøg på nogle af de danske virksomheder, som er blandt verdens førende inden for proteinproduktion i cellefabrikker, og der vil være foredrag af forskellige eksperter.

Under campen vil du få erfaring med nogle af de mest anvendte og nyeste metoder inden for molekylærbiologi, bioinformatik og bioteknologi. Du vil lære om, hvordan skimmelsvampe bliver brugt i dansk industri, og du vil blive klogere på, hvilke samfundsproblemer teknologierne kan bidrage til at løse.

Der er 24 pladser – skal én af dem være din, skal du sende en ansøgning inden d. 12/9 2019. Læs mere om campen, og hvordan du ansøger på Biotech Academys hjemmeside her. Deltagelse er gratis!