En glædelig nyhed

 
torsdag D. 20. juni 2019, kl. 12.16
Mariagerfjord Gymnasium trækker i festtøjet og gør sig klar til at hylde årets studenter med studenterhuer i alle farver. Det er dog ikke kun studenterne, der bliver fejret, når flaget stryger til tops.

Midt i studenterfesten løfter rektor Jette Engelbreth sløret for et glædelig nyhed: Region Nordjylland har bevilliget 750.000 kr. fordelt over tre år til støtte for, at HTX igen kan udbydes i Hobro.

- Vi har det seneste halvandet år haft et tæt samarbejde med Erhvervsskolerne Aars om at finde en model, så HTX igen kan udbydes på Mariagerfjord Gymnasium. Med pengene fra regionen er vi rykket et skridt nærmere, og det er vores ambition, at det allerede sker fra august 2020. Nu venter vi bare på grønt lys fra Undervisningsministeriet, lyder det fra Jette Engelbreth.

HTX giver en teknisk studentereksamen med fokus på naturvidenskab samt tekniske fag og færdigheder. Uddannelsen henvender sig til de elever, der gerne vil afprøve teorier i praksis igennem spændende forsøg og større opgaver, hvor de går i dybden med fagene og indsamler ny viden.

- Vi mener selv, at HTX er et værdifuldt uddannelsestilbud til unge i Mariagerfjord Kommune, og derfor glæder vi os over udsigten til at kunne udbyde uddannelsen igen. Gymnasiet vil fortsat have et bredt uddannelsesudbud, der samler unge fra hele kommunen og skaber det unikke ungdomsmiljø og fællesskab, der kendetegner os, udtaler Jette Engelbreth.

Penge til sårbare elever

Og der er endnu mere at glæde sig over. Uddannelsespuljen for Regional Udvikling har yderligere bevilliget 700.000 kr. fordelt over to år til VHF-uddannelsen. Pengene skal bruges til at udvikle og afprøve forskellige former for pædagogik og didaktik samt forskellige hjælpemidler, som fx digitale støtteprogrammer til kompensation for kognitive udfordringer, angst, depressioner og stress. Derudover vil gymnasiet indrette et tilbagetrækningslokale – ikke kun til glæde for VHF-eleverne, men for alle gymnasieelever med psykiske udfordringer.

- Bevillingen er et klart signal om, at regionen tror på projektet, og dét er vi så taknemlige for. Pengene betyder, at vi kan videreudvikle uddannelsen til de sårbare elever, mens vi stadig kæmper for at få VHF permanentgjort af Undervisningsministeriet, siger Jette Engelbreth og uddyber:

- Vi møder stor opbakning, og mange politikere erkender, at der er behov for en ungdomsuddannelse som VHF. Derfor fortsætter vi kampen og bevarer troen på, at det vil lykkes.

Studenterfest på gymnasiet

244 studenter dimitterer i år fra Mariagerfjord Gymnasium med en studentereksamen i form af enten HF, HTX, STX eller VHF. Studenterfesten starter for alvor mandag d. 24/6 og fortsætter tirsdag d. 25/6 og onsdag d. 26/6. Her træder studenterne ud på den røde løber og bliver modtaget af familie og venner, der står klar med kameraerne til at forevige øjeblikket, hvor studenterhuen endelig sættes på hovedet. Alle dage vil gymnasiet vrimle med nybagte studenter, stolte familier og glade venner, der fejrer huerne med flag, blomster, kransekager og champagne.

Torsdag d. 26/6 har afgangsklasserne arrangeret studenterkørsel, og fredag d. 28/6 får studenterne overrakt deres eksamensbeviser ved årets dimission i Hobro Idrætscenter kl. 15.00.