"Det ændrede mit liv"

 
onsdag D. 08. maj 2019, kl. 13.07
Jaime var mexicansk udvekslingselev på gymnasiet i 1974-1975. I dag besøgte han skolen sammen med sin danske far, der forandrede udvekslingsopholdet med en uventet invitation for 45 år siden.
Af Mette Brandt-Petersen

Da Jaime skulle til Danmark, var det første gang han rejste udenlands. Rejsen var lang – fra Mexicali til Mexico City, Miami, Madrid, Paris, København og til sidst Aarhus, så han var helt færdig, da han endelig nåede frem. Efter at have sundet sig opdagede han, at han var landet i en helt ny verden på alle mulige måder.

- Det hele imponerede mig – maden, Parentes-festerne, ekskursionerne til fx Thor-bryggeriet i Randers og privatfesterne ved mine danske venner. Der er mange minder og så mange gode historier. Og pigerne. Jeg elskede de danske piger. Så snart jeg så landskabet og de danske piger, vidste jeg, at jeg var i paradis. Jeg skrev hjem til mine venner: ”I aner ikke, hvad I går glip af”, griner Jaime.

En invitation ændrede alt

Det var dog ikke alt, der var rosenrødt i starten. I de første måneder boede han hos en anden familie, men han faldt ikke rigtigt til og ville derfor gerne hjem til Mexico.

- På gymnasiet gik han i klasse med min datter, Mette, og da hun kom hjem og fortalte, at han var træt af Danmark, sagde jeg: ”Det er for tidligt – han har jo ikke set noget endnu. Han kan bo hos os”, fortæller Kurt Udby.

- Jeg ville egentlig afbryde opholdet før tid, men da jeg var klar til at tage hjem, kom Kurt og sagde til mig, at jeg ikke måtte rejse. At jeg havde en ny familie her i Danmark. Så selvom mine forældre og min kæreste allerede ventede på mig hjemme i Mexico, kunne jeg ikke afslå den gæstfrie invitation, siger Jaime med tårer i øjnene og uddyber:

- Kurt er den person, der er skyld i, at jeg er her i dag. Jeg kan ikke udtrykke, hvor taknemlig jeg er, for han forandrede mit liv. Denne mand – min danske far. Det er derfor, jeg er beæret over at være her sammen med ham i dag. For det er hans invitation dengang, der fik det til at ske. Og dét vil jeg aldrig glemme!

Venner i 45 år

Da Jaime flyttede hjem til Kurt og hans familie, blev det starten på et livslangt venskab.

- Aftalen blev, at jeg skulle lære ham dansk, og så skulle han lære mig spansk, for jeg anede ikke noget om spansk dengang. Det kom senere. For da jeg lærte Jaime at kende, var det jo rart at kunne sproget, og derfor begyndte jeg til spanskundervisning, forklarer Kurt.

Efter udvekslingsopholdet har Kurt og hans familie flere gange rejst over Atlanten og besøgt Jaime og hans familie. Fx var de med til hans bryllup – og de skyndte sig hjem for at tage imod ham, da han kom forbi Danmark på sin bryllupsrejse. Derimod har Jaime ikke været i Danmark siden bryllupsrejsen for 35 år siden, og selvom det ærgrer ham, understreger han, at båndet til Danmark og hans danske familie og venner stadig er stærkt.

- Mit år i Hobro var helt eventyrligt, og tiden gik alt for stærkt. Vejret, maden, skikkene – alt var anderledes, fremmed og spændende, og ikke to dage var ens. Det var på en gang en fantastisk og ekstrem oplevelse, der ændrede mit liv. Jeg var et nyt menneske, da jeg kom tilbage, forklarer Jaime.

- Hjemme i Mexico blev jeg en slags ambassadør for Danmark. Overalt hvor jeg gik, havde jeg Dannebrog med, og jeg talte konstant om Danmark. Indimellem blev mine omgivelser trætte af at høre på mig og sagde: ”Hvis det var så godt, hvorfor rejser du så ikke tilbage?” Og jeg svarede: ”Det ville jeg også gøre, hvis jeg kunne”.

Udveksling 1974
Et klassebillede fra 1974-1975, hvor Jaime sidder i anden forreste række midtfor.

Udveksling 1974Jaime og hans danske far Kurt på samme trappe - 45 år senere.