Her vokser dit talent
 
 

Mariagerfjord Gymnasium har en række tilbud til vores talentfulde elever. Talentplejen kan ske i form af undervisning på et højere niveau, deltagelse i nationale og internationale konkurrencer, faglige olympiader eller faglige netværk. "De talentfulde" er de elever, der i et eller flere fag er så dygtige, at de kan blive blandt skolens bedste på feltet, hvis de stimuleres.

Ungdommens Naturvidenskabelige Forening

Mariagerfjord Gymnasium er medlem af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF), som er en forening, hvis mål er at udbrede interessen for naturvidenskab, teknologi og sundhedsvidenskab - især blandt unge. Foreningen er primært drevet af frivillige, der ønsker at dele deres passion med andre gennem foredrag, workshops, studieture samt ScienceCamps.

Nordjysk Naturtalent

Nordjysk Naturtalent er en konkurrence, hvor der udloddes præmier til en samlet værdi af 15.000 kr. til de elever, der har skrevet de bedste studieretningsopgaver med afsæt i et naturvidenskabeligt fag. Du kan deltage i konkurrencen hvis:

  • Du går i 3.stx eller 2.hf.
  • Du har fysik, biologi (herunder bioteknologi), kemi eller matematik på A-niveau og har lavet et studieretningsprojekt, hvori et eller flere af disse fag indgår.
  • Studieretningsprojektet er vurderet til karakteren 10 eller 12. Hvis karakteren ikke er givet endnu, vil et skøn også kunne bruges.

Hvis du vil deltage, skal du henvende dig til en lærer, der har været med til at bedømme opgaven. Herefter vil læreren og science-koordinator Kaj Nissen vurdere, om opgaven skal indsendes til konkurrencen. Du kan læse mere om konkurrencen her.

Unge Forskere

Unge Forskere er en talentkonkurrence for elever, som laver SRP, teknikprojekt eller lignende projekter inden for det naturfaglige område. Konkurrencen giver dig mulighed for at arbejde innovativt og projektbaseret med naturvidenskab og teknologi, og undervejs kan du få dine idéer ført ud i den virkelige verden. Du kan skabe værdifulde kontakter med andre science-interesserede unge, møde de stærkeste eksperter inden for dit felt og få en oplevelse for livet.

Du deltager i konkurrencen med et selvvalgt science-projekt, hvor du skal indsende et projektresumé og en projektrapport for at deltage. Efter deadline vurderes alle projekterne af en fagjury, og 100 projekter går videre til de regionale semifinaler. Interesseret? Kontakt Kaj Nissen for information eller læs mere her.

Nordjyske Gymnasiers Talentakademi 

Projektet er en fælles koordineret indsats for talentfulde unge i hele Nordjylland. Målet er at sikre elevernes trivsel, udfordre dem på et passende niveau og samtidig løfte klassernes niveau generelt.

Der udvælges talentfulde elever fra 2.hf, 2.htx og 2.stx inden for tre hovedområder: "Sundhed, naturvidenskab & teknologi", "Humaniora & sprog" og "Samfund & business". Hvert semester skal eleverne deltage i tre aktiviteter inden for hovedområdet: En lokal dag på egen skole, en regional dag sammen med elever fra nærliggende skoler og en dag på en videregående uddannelsesinstitution.

Læs om Nordjyske Gymnasiers Talentakademi 2017-2018

Har du spørgsmål eller vil vide mere om Nordjyske Gymnasiers Talentakademi, kan du kontakte en af de nedenstående kontaktpersoner:

Kaj Nissen ("Sundhed, naturvidenskab & teknologi")
Kristian Paaskesen ("Humaniora & sprog")
Tina Andersen ("Samfund & business")

Cambridge English

Cambridge English er et tilbud om ekstra engelskundervisning primært til elever på 2. årgang. På kurset arbejder eleverne med avancerede grammatiske mønstre og ordforråd, der giver kompetencer, som ligger ud over det gymnasiale niveau. Kurset afsluttes med en mundtlig og skriftlig eksamen - ikke på gymnasiet, men i udvalgte byer rundt om i landet. Herefter får eleverne et såkaldt Cambridge certifikat, der dokumenterer, at man opfylder de sprogkrav, som engelsksprogede universiteter og internationale virksomheder som fx Sony og Microsoft har. Læs mere om Cambridge English her.

Har du spørgsmål eller vil vide mere om Cambridge English, kan du kontakte Brian Holm Sørensen eller Inge Lise Eriksen.